Kirkegaard før derby: Glæder mig sindssygt meget
Der er derby på programmet mandag aften i Herning, og for viborgenseren Lukas Kirkegaard er det naturligvis en opgave, han glæder sig særligt til:
-Det er virkelig noget, jeg ser meget frem til. Det er jo sådan en kamp, der hurtigt bliver krydset af i kalenderen hos mine venner og familie, så sådan er det jo også for mig. Når man kommer fra Viborg, så er det de kampe, der betyder mest, så jeg glæder mig sindssygt meget. Der er fed stemning fra fansene og forhåbentlig bliver det også en fed kamp.
-Jeg har kun prøvet at spille et enkelt derby på hjemmebane, og det var virkelig fedt, så jeg glæder mig bare sindssygt meget til at spille kampen på mandag.
Det venter et vigtigt opgør på flere parametre, da de to klubber også begge jagter ekstremt vigtige point i den allersidste fase af sæsonen, hvilket kun gør opgøret endnu mere interessant, mener Kirkegaard:
-Der er meget på spil i de kampe, og man plejer at sige, at der er mere end tre point på spil, og lige nu er begge hold i en situation, hvor vi kæmper om noget i tabellen, så det gør det ekstra spændende.
-Jeg tror, det bliver intenst, og der kommer helt sikkert en masse dueller, vi skal være gode til at gå ind i og stå imod, og så skal vi være gode til at sætte vores spil på bolden. Vi ved, at de kommer med meget power og gerne vil duellerne, så det vi håndtere og spille os forbi, og så tror vi på, at vi også har nogle kvaliteter, der kan komme til at gøre ondt på dem, siger han.
Kampstart på MCH Arena er mandag klokken 19. Du kan købe billet til kampen her.

















