VFF forlænger med U19-angriber
Viborg FF og 17-årige Magnus Olsen er enige om at forlænge kontrakten til sommeren 2028. Olsen kom til Viborg FF fra Hellerup IK i sommeren 2024, og akademi- og fodboldudviklingschef Mads Holm er glad for at forlænge samarbejdet:
-Vi tog Magnus ind fra HIK, hvor han kun havde spillet i kort tid på divisionsniveau, og han har tilpasset sig rigtig godt og præsterer rigtig godt for os. Der har været en god udvikling, så derfor er vi også glade for, at begge parter fortsat ser en fremtid sammen.
-Magnus er en offensiv profil, der både kan spille på kanten og centralt i angrebet, han er fysisk stærk og er en håndfuld for modstanderne at håndtere. Samtidig har han et stærkt mindset og vil rigtig gerne lære, så han passer godt i vores miljø, og vi mener, der er potentiale til endnu mere her, siger Holm.
Magnus Olsen kommer oprindeligt fra Nexø Boldklub på Bornholm. Ved siden af fodbolden går han på Midtbyens Gymnasium.


















