Erik Bundgaard hyldes med ny indgang
Til fredagens kamp mod Sønderjyske vil Indgang Erik Bundgaard for første gang tages i brug. Det er Indgang 4 på Folkebladstribunen, som har fået nyt udtryk og nu bliver en hyldest til en af historiens største VFF’ere.
Erik Bundgaard spillede 421 kampe for klubben fordelt over 16 sæsoner. Han var anfører og efter sin aktive karriere blev han både træner og bestyrelsesmedlem. Foruden det imponerende antal kampe for Viborg FF bliver Erik Bundgaard især også husket for sin kæmpe betydning for fodsportsforeningen udenfor banen. Kaptajnen satte i enhver henseende klub først og var en nøglefigur i en vigtig epoke, da VFF sparkede døren ind til divisionerne og endelig fik sit klubhus. Et klubhus, Erik Bundgaard selv var med til at bygge.
I flere årtier havde Erik Bundgaard kamprekorden, indtil Jakob Glerup overtog denne i 2008.




















