Poulsen før VB: Brug for en toppræstation
Viborg FF kom pointmæssigt perfekt fra land i kvalifikationsspillet, da det blev 3-1 mod Hvidovre, og søndag eftermiddag skal Jakob Poulsens mandskab gerne fortsætte den form, når modstanderen hedder Vejle Boldklub:
-Det var godt for os at få en sejr og starte slutspillet med tre point, og der er altid noget konstruktivt at tage med fra alle kampe. Jeg synes, vi havde gode perioder på bolden og fik skabt en del fine chancer. Vi fik faktisk skabt så mange, at vi havde råd til at brænde et par rigtig store, så selvom vi selvfølgelig gerne ville have scoret flere mål, så var det rart at se, at vi kom frem til endnu mere end de tre scoringer, vi fik lavet.
-Samtidig så vores høje pres også fornuftigt ud, så der er flere gode takter, der gerne skal fortsætte, men jeg synes stadig, at der er plads til forbedringer omkring vores eget felt, og det arbejdes der stadig på, siger Poulsen.
Søndagens modstander fra Vejle kom også godt fra start med 1-0 i Odense, og Poulsen er bevidst om, hvilke styrker hos hjemmeholdet, der kræver særlig opmærksomhed:
-Vi ved, at der er brug for en toppræstation. Superligaen er så tæt, at alle kampe er udfordrende, og leverer man ikke 100%, så får man ikke noget med. Vi skal tage initiativet og spille kampen på vores styrker. Vejle er dygtige på omstillinger og i det direkte spil, og så er det også rigtig dygtige på offensive standarder, når de hiver de tre store midtstoppere med frem, så det er selvfølgelig noget, der kræver stor opmærksomhed, siger cheftræneren, som håber på at bryde den ikke så imponerende statistik på udebane:
-Vi er rigtig glade for, at vi har en stærk hjemmebane, men det vil også være rart at få en ny sejr på udebane. Den statistik vil vi gerne få pyntet på, og det vil være fint at give os selv de bedste forudsætninger for det ved ikke at få et rødt kort denne gang, afslutter Poulsen.
Kampstart på Vejle Stadion er søndag kl. 14 og kampen kan ses direkte på Canal 9 og Discovery+