VFF tabte tæt kamp i Hamborg
VFF bragte sig foran før pausen, men endte med at tabe onsdagens testkamp i Hamborg med 2-1 mod 2. Bundesligaholdet fra HSV.
Det var tyskerne, der var bedst i kampens indledning, hvor de pressede højt og formåede at holde spillet på VFF’s banehalvdel, men uden at skabe nogle chancer mod et fint organiseret VFF-hold.
Som halvlegen skred frem, blev det mere og mere de gråblusede, der overtog initiativet og lykkedes med at spille sig flot ud af hjemmeholdets pres. Det resulterede i flere gode sekvenser omkring tyskernes felt, og før pausen kom der også udbytte af det. Mads Søndergaard kombinerede med Magnus Westergaard, og førstnævnte kom frem til en stor mulighed inde i feltet, men blev nedlagt før han fik sparket til bolden, og så blev der dømt straffespark.
På det efterfølgende spark var Jeppe Grønning sikker og sendte bolden i nettet til 1-0. Dermed kunne VFF ganske fortjent gå til pause foran mod HSV.
I anden halvleg kom hjemmeholdet bedst ud og lykkedes bedre med at sætte VFF under pres, og efter få minutter gav det resultat. Et boldtab langt nede på egen banehalvdel blev dyrt, da et efterfølgende hurtigt indkast skabte en stor chance til HSV, som ved Poreba fik sparket udligningen fladt i nettet.
Herefter kom en lang periode med boldtab på begge sider, og det gav mange nærkampe og dueller i en knap så velspillet anden halvleg. Ingen af holdene formåede for alvor at skabe de helt store chancer, og det blev så et lidt tilfældigt straffespark, som skulle afgøre kampen.
En HSV-spiller sparkede bolden fra tæt hold op på hånden af Stipe Radic, og så blev der peget på pletten for anden gang i kampen. Bakary Jatta sparkede bolden i nettet til tysk føring og slutresultat 2-1.
Nu venter der VFF en friweekend, inden 3F Superligaen sparkes i gang igen den 31. marts.
Træningskamp: Hamburger SV – Viborg FF 2-1
0-1 Jeppe Grønning (straffespark, 40.)
1-1 Lukasz Poreba (49.)
2-1 Bakary Jatta (straffespark, 82.)
Startopstillingen og indskiftninger
Nico Mantl – Manuel Mbom (82. Lukas Emil Kirkegaard), Nicolas Bürgy, Zan Zaletel (45. Stipe Radic), Oliver Bundgaard (82. Frederik Damkjer) – Jeppe Grønning, Mads Søndergaard (45. Jakob Bonde), Magnus Westergaard (67. Jamie Jacobs) – Nigel Thomas (67. Ibrahim Said), Malik Aboubakari (45. Renato Junior), Serginho