Ukrainsk førerhold venter i sidste test
Lørdag eftermiddag venter den sidste test under træningslejren i det spanske, hvor modstanderen er ukrainske FC Kryvbas. Det er også den sidste testkamp, inden det igen går løs i 3F Superligaen, hvor Viborg FF tager imod OB i forårspremieren på fredag.
Når man taler om ukrainsk fodbold, så vil de fleste nok primært lede tankerne hen på storklubberne FC Dynamo Kyiv og FC Shakthar Donetsk, der ofte kæmper om det ukrainske mesterskab. Men her ved vinterpausen er det altså morgendagens testmodstander FC Kryvbas, der er placeret på førstepladsen i den bedste ukrainske liga efter 17 kampe.
Det hører dog med til historien, at de to førnævnte storklubber kun har spillet henholdsvis 14 og 15 kampe, og begge kan rykke forbi FC Kryvbas i tabellen, hvis de vinder de kampe, de har til gode.
Konkurs i 2013 og genopstandelse i 2020
FC Krybas’ historie daterer sig tilbage til 1959, og i 1970’erne var klubben blandt de stærkeste hold i Ukraine, hvor man lykkedes med at vinde fire ukrainske mesterskaber. I 1999 vandt klubben bronzemedaljer og debuterede efterfølgende i en europæisk turnering, da man mødte italienske Parma i den daværende UEFA Cup.
I 2013 var det ikke så rosenrødt, for her gik klubben konkurs. Dermed blev licensen til at spille i den ukrainske Premier League ikke fornyet, og faktisk ophørte klubben i realiteten med at fungere.
Syv år senere - i 2020 - genopstår FC Kryvbas, og i 2022 sikrer de sig oprykning til den bedste ukrainske liga. Her endte de i sidste sæson på en 7. plads, mens de altså i denne sæson overvintrer på førstepladsen.
Se kampen direkte her på vff.dk
Morgendagens generalprøve mod ukrainske FC Kryvbas livestreames her på vff.dk. Der er kampstart klokken 16:00.