Sådan er en (kamp)dag på træningslejren
Her kan du se programmet for en (kamp)dag, når VFF er på træningslejr i det spanske. Her med udgangspunkt i gårsdagens kamp mod islandske Stjarnan. Senere på ugen venter opstartens sidste testkamp, når VFF dyster mod ukrainske Kryvbas på lørdag.
Kampdag: Stjarnan – Viborg FF, mandag den 5. februar 2024
07:30-09:00 Morgenmad
Der serveres morgenmad i vores fælles spisesal i en bygning, som kun er for VFF-delegationen. I morgenmadsbuffeten findes lidt af hvert; yoghurt, æg, frugt, brød, havregryn mm.
For kamptruppen er morgenmad og pre-match meal i dag det samme måltid grundet det tidlige kamptidspunkt, og derfor spiser de samlet 8:30, hvor der også er pasta og ris på menuen.
10:00 Match day walk
Kamptruppen skal have gang i kroppen og luftet benene lidt, så der er en lille gåtur på programmet sammen med staben omkring holdet. På samme tid er der restitutionstræning for de spillere, der spillede mange minutter mod AGF.
10:30 Taktikmøde
Jakob Poulsen giver de sidste taktiske dessiner og viser et par videoklip af dagens modstander.
11:30 Bustur til kamp
Kampen mod Stjarnan spilles nogle få kilometer fra hotellet, så spillerne skal afsted med bus. Faciliteterne ved kampbanen er meget begrænsede, så derfor er holdet klædt om hjemmefra på hotellet.
12:15 Kampstart
Efter 15 minutters forsinkelse grundet trafikale problemer for dommerne, er vi klar til kamp. VFF vandt kampen med 2-1 på mål af Carl Christensen og Malik Abubakari.
15:00 Sen frokost
Tilbage på hotellet efter kampen, hvor der er fælles frokost for hele holdet. Her er både pasta, ris og kartofler samt flere forskellige slags kød.
16:00 Fritid
Både før og efter aftensmaden er der typisk et par timer fri, hvor der kan slappes af eller benytte sig af nogle af hotellets faciliteter. Når der ikke er kamp, vil der være en ekstra træningssession om eftermiddagen.
For de unge spillere, som stadig går i skole, er der også afsat tid til at lave lektier.
19:00 Aftensmad
Igen fælles måltid for alle i truppen og staben.
19:45 Quiz night
På træningslejren er det sociale også i højsædet, og i løbet af ugen er der planlagt flere arrangementer for at styrke sammenholdet i truppen. Denne aften er der quiz, som er arrangeret af team manager Mads Andersen i samarbejde med Mads Lauritsen.
22:00 Godnat
Spillerne bevæger sig mod værelserne og gør klar til en god nats søvn inden en ny arbejdsdag i den spanske sol i morgen.