Ementa på tavlen: Fint at være i gang
VFF tog fredag hul på opstartens testkampe, da det blev til en sejr på 2-1 over Sønderjyske. Efter en del misbrugte chancer i anden halvleg, så lykkedes det til sidst for Anosike Ementa at sikre sejren, da han sparkede 2-1 i nettet kort før tid:
-Det er selvfølgelig fint at være i gang med målscoringen og dejligt at vi vandt kampen. Jeg skulle have scoret to-tre mere for at være helt tilfreds, men mål og sejre giver selvtillid, så det var godt, at vi hev sejren hjem til sidst. Så selvfølgelig betyder det noget, selvom det er en træningskamp, siger han og fortsætter om den del af kampen, han deltog i:
-I den halvleg, jeg spillede, synes jeg ikke, at vi kom godt nok ud. I den første periode overgav vi for meget initiativ til Sønderjyske, og de kom også foran, men efter det, så tog vi over og skabte masser af chancer og fik sat spillet op som vi gerne vil. Vi skulle have scoret flere, mig selv inklusiv, men i forhold til, at vi er tidligt i opstarten og det var første test, så synes jeg, at det alt i alt var en helt okay kamp, siger angriberen.