Midtvejs i grundspillet: Pilen peger den rigtige vej
Alle hold i 3F Superligaen har mødt hinanden én gang i sæsonen, og nu venter således anden halvdel af grundspillet, når 3F Superligaens 12. spillerunde går i gang denne weekend.
Cheftræner Jacob Friis har stor tro på, at man i løbet af grundspillets anden halvdel ser et forbedret VFF-hold – og også allerede på søndag, når FC Nordsjælland kommer på besøg på Energi Viborg Arena.
-I begyndelsen af sæsonen ledte vi efter relationer og kontinuitet, og det synes jeg, at der gradvist er gået i den rigtige retning. De seneste præstationer har båret præg af den stabilitet, vi savnede tidligere på sæsonen, så der har været stødt fremgang. Kontinuitet og relationer i startopstillingen er helt afgørende for at få stabilitet ind i holdet, og så ved vi, at der kommer udsving, men vi er overbeviste om, at pilen peger den rigtige vej.
-Vi har kreeret pænt med chancer, og vi kan se på de underliggende parametre, at vi skaber stort set samme antal farlige muligheder som i sidste sæson. Vi har underpræsteret i kvaliteten med at få output på dem, og det skal selvfølgelig forbedres. Det træner vi kontinuerligt på, og den første forudsætning for at score flere mål er jo at skabe chancerne, så der er afgjort en stor tro på, at vi kommer til at forbedre os i anden halvdel af grundspillet, siger Friis.
Sæsonens første møde med FC Nordsjælland endte med et skidt resultat, da Farum-holdet vandt med 4-1 på kunstgræsset, men cheftræneren har en forventning om, at det bliver en anderledes affære søndag:
-Jeg vil hellere tale om de gange, vi mødte dem på hjemmebane i sidste sæson, for det var mere positivt. I premieren i denne sæson var der nogle åbenlyse personlige fejl, der gjorde, at vi kom bagud i første halvleg, og efter pausen gik vi lidt op i limningen, men vi har en tror på, at vi nu med mere kontinuitet har fået noget stabilitet ind i holdet. Jeg tror og håber på, at vi er nået et stykke længere med relationerne og truppen generelt, siger han og fortsætter:
-Alle hold i Superligaen er godt forberedt på hinanden, så vi har jo et godt billede af, hvad de gerne vil og hvilke knapper, der skal trykkes på, og det samme har de også med os. Vi håber på, at vi kan finde noget af det samme frem som vi har gjort godt i vores seneste kampe, så vi kan få udfordret dem både offensivt og defensivt, afslutter Friis.
Kampstart mod FCN på søndag er klokken 16, og du kan købe billet til kampen her. Skal du ikke på stadion, så vises kampen også direkte på Canal 9.