Friis før BIF: Vi ved hvad det kræver
Jacob Friis og VFF-mandskabet gæster søndag eftermiddag Brøndby Stadion og 3F Superligaens aktuelle nummer tre.
Brøndby har fået en flot start på sæsonen med syv sejre i de første ti runder, og det har Friis respekt for, men samtidig en stor tro på, at han og holdet kan gentage bedrifterne fra sidste sæson:
-Vi har noteret os, at de er inde i en flot stime og har gjort det godt både præstations- og resultatmæssigt, men det ændrer ikke på vores tilgang til kampen. Vi er selvfølgelig opmærksomme på, hvad der har været grunden til de gode resultater, og det er det, vi skal lykkes med at bremse. Vi har set et Brøndby-hold, som er fleksibelt i forhold til positionerne, og det er vigtigt for os at få lukket ned for deres offensive struktur.
-Der skal som altid leveres på et højt niveau for at få et positivt resultat, og vi ved, hvad det kræver for at vinde på Brøndby Stadion. Vi har haft nogle gode oplevelser derovre, og det håber vi på, at vi kan få igen. Vi ved, hvad vi vil og vi ved, hvad vi skal lykkes med, siger Friis.
Kampstart på Brøndby Stadion er søndag klokken 16 og kampen kan ses direkte på 6’eren og Discovery+