Friis vil se et genkendeligt VFF-hold
Efter nogle svingende præstationer i sæsonens indledning, så har der i landskampsterminen været rig mulighed for at træne ekstra og få spilprincipperne ind under huden på de mange nye spillere. Det har der været brug for, fortæller cheftræner Jacob Friis:
-Der har været behov for lige at gå et skridt tilbage og finde os selv, og vi har heldigvis haft tid til nogle ekstra træninger sammen, hvor vi har trænet på de dele af spillet, vi har fokus på at præstere på. Vi har mange nye og det er naturligt, at det tager lidt tid, så jeg har kun grund til at tro, at vi bliver bedre over den kommende periode. Jeg synes, vi har brugt tiden fornuftigt, og så håber jeg selvfølgelig på, at når vi spiller kampen i morgen og skal evaluere den efterfølgende, at vi kan genkende de ting, der er blevet trænet på.
-Vi skal kunne se, at vi er fuldstændig afklarede i de forskellige faser af spillet. Det er ikke alting, man altid lykkes med, men det er vigtigt, at alle kan se, hvad vi vil. Så genkendeligheden i vores spil er et fokusområde lige nu med mange nye spillere. Nu er alle forhåbentlig tunet lidt bedre ind på, hvad vi gerne vil, og nu glæder vi os til at få det set i kamp.
-Det er vigtigt, at vi lykkes med vores presspil og defensive organisation, og så er der noget omkring vores gennembrudsspil og opbygningsspil, der er blevet terpet på. Det skal vi gerne have sat op, så vi både bliver svære at spille imod og samtidig kan skabe tilstrækkeligt med offensivt output, så vi bliver farlige i og omkring deres felt, siger Friis.
Kampstart mod FCM er fredag kl. 19 på et udsolgt Energi Viborg Arena.