VFF sejrede i dramatisk hjemmekamp
VFF sejrede 2-1 i dagens dramatiske hjemmekamp mod AaB, hvor Søren Reese og Serge Deble sikrede viborgenserne de 3 point.
VFF kom godt ud til kampen og fik sat sig på spillet samt kreeret flere scoringsmuligheder. Først havde Jonas Thorsen et godt forsøg fra kanten af feltet, og i to sekvenser var Jeppe Curth få centimeter fra at heade Viborg i front, men de sidste marginaler var ikke med den rutinerede angriber. I den modsatte ende kom AaB ligeledes til en mængde chancer, men stærkt forsvarsspil og gode redninger fra Peter Friis forhindrede gæsterne i at score.
VFF´erne fortsatte det gode spil, i takt med at kampen skred frem, og i det 20. minut kom forløsningen. Alexander Jakobsen fandt Søren Reese med et indlæg, og den unge midterforsvarer kvitterede for den præcise aflevering ved sikkert at heade bolden i mål. AaB forsøgte i de følgende minutter at ligge pres på hjemmeholdet, men VFF-defensiven stod godt imod.
I halvlegens sidste kvarter var de rødstribede gæster stadig mest på bolden, men lykkedes ikke med at dirke et veldisciplineret Viborg-forsvar op, og stillingen ved pausen var derfor 1-0 til Viborg.
Fra anden halvegs start fik Johnny Mølbys tropper taget brodden af AaB-presset. Samtidig havde VFF´erne dog svært ved for alvor at blive farlige offensivt, og i det 60. minut fik gæsterne udlignet, da Jakub Sylvestr sikkert omsatte et straffespark til mål.
I kølvandet på scoringen anlagde det nordjyske udehold et tungt pres på hjemmeholdet, og i lange perioder havde VFF´erne således svært ved at komme ud af eget felt, men til trods for flere store AaB-chancer udeblev føringsmålet.
I slutminutterne vedblev aalborgenserne med at presse på, og de kunne med rette have bragt sig i front, men skarpheden manglede, og til stor jubel for hjemmeholdets fans var det i stedet Serge Deble, der i modsatte ende fik målnettet til at blafre, da han, 4 minutter før tid, sendte en returbold indover stregen. I overtiden jagtede gæsterne den udlignende scoring og måtte blandt andet se et forsøg prelle af på træværket, men mere blev det ikke til, og Viborg-spillerne kunne derfor gå fra banen med en 2-1-sejr og 3 vigtige point i bagagen.
Viborg FF- AaB
1-0 Søren Reese (20.)
1-1 Jakub Sylvestr (60.)
2-1 Serge Deble (86.)
Startopstilling
Peter Friis-Kristoffer Pallesen, Erik Moberg, Søren Reese, Jonas Thorsen-Jonas Kamper, Alexander Jakobsen, Jeppe Grønning, Søren Frederiksen-Jeppe Curth, Mate Vatsadze
Indskiftninger
Serge Deble for Jeppe Curth (60.)
Jung Bin Park for Mate Vatsadze (80.)
Christian Keller for Alexander Jakobsen (89.)
Kort
Gult: Erik Moberg, Christian Keller
Tilskuertal
5501