Første træning på græs
For første gang i 2017 kom der græs under støvlerne, da Viborg FF indledte første træningsdag på græsbanerne i La Manga. Og der var smil på læberne og lune temperaturer, da spillertruppen gik på banen fredag formiddag, hvor forholdene er så indbydende, at cheftræneren også spillede med i et par øvelser.
Første træning blev en let omgang med grundig opvarmning for at få gang i en flok stive kroppe efter den lange rejsedag i går. Derefter stod den på en række pasningsspil, inden der blev afsluttet med spil på to mål.
-Her er rigtig dejligt. Det er andre forhold end vi har været vant til derhjemme her i opstarten, så det er helt perfekt, konstaterede Jeppe Grønning efter første træningspas.
Du kan se videoindslag fra første træningsdag i La Manga senere i dag på vff.dk