Jeppe Grønning forlænger til 2019
Jeppe Grønning har sat sin underskrift på en ny kontrakt med Viborg FF, der gælder til sommeren 2019.
Midtbanespilleren Jeppe Grønning har allerede rundet 100 kampe i den grønne trøje, og nu er han klar til at tage endnu en tørn i grønt og hvidt. Viborg FF og Grønning er nemlig blevet enige om at forlænge samarbejdet til sommeren 2019:
-Jeg er rigtig glad og stolt over at forlænge med VFF. Det er blevet min klub, og selvom jeg ikke er født her, så ser jeg også Viborg som min by. Jeg har været her i en del år efterhånden, og jeg glæder mig til at fortsætte her.
-Jeg er helt overbevist om, at vi nok skal få vendt den periode, vi er inde i lige nu, og det er jeg klar til at kæmpe for, så vi kan komme på rette spor igen.
Morten Jensen supplerer:
-Vi er rigtig glade for Jeppe, som efterhånden er en kulturbærer i klubben. Han er en vigtig spiller for os både på og udenfor banen, og han repræsenterer de værdier, som vi gerne vil stå for. Han er topprofessionel, ydmyg og så besidder han et stort fighterhjerte, som både vi og vores fans sætter stor pris på.
-Vi håber, at han i den næste periode kan tage endnu et skridt op og blive en endnu mere dominerende spiller for os, afslutter direktøren.