Kamper: Det kribler lidt i maven
Jonas Kamper glæder sig rigtig meget til kampen på søndag, hvor mestrene fra FC København kommer på besøg på Energi Viborg Arena.
Der venter en svær kamp på søndag, når mestrene fra FC København kommer på besøg, men selvom det bliver en hård opgave, så er det også den slags kampe, som får det til at krible lidt ekstra i maven, fortæller rutinerede Jonas Kamper:
-Jeg elsker at spille fodbold, og jeg glæder mig til hver eneste kamp. Det gælder for os alle. Men det er klart, at når der kommer flere mennesker på lægterne, og det er et Champions League-hold, der kommer på besøg, så kribler det lidt ekstra i maven. Det er de her store kampe, som man ser frem til i flere dage.
FCK vandt i midtugen med 4-0 over de belgiske mestre Club Brügge i Champions League, og i den hjemlige Alka Superligaen fører de fortsat rækken ganske suverænt. Jonas Kamper ved, at det bliver svært på søndag, men tror på, at VFF kan skabe endnu et godt resultat mod mestrene:
-De har to kvalitetsspillere på alle positioner, og på nogle pladser har de måske tre spillere på samme niveau. Det er det absolut bedste hold i rækken, og vi ved, at vi kommer under tryk i perioder, men vi håber også, at vi kan ramme dem med vores styrker. I sidste uge mod Lyngby var der ikke meget plads at spille på, men det bliver der formentligt på søndag, og så skal vi slå til.
-Vi bliver matchet mod de bedste, og det glæder vi os til. I sidste sæson spillede vi tre rigtig gode kampe mod FCK, og på søndag vil vi gøre alt for at få et godt resultat igen.
Kampstart mod FC København er søndag klokken 16 på Energi Viborg Arena.