Mølby: Personlige fejl skal væk
Vi skal forsøge at komme på rette spor i Alka Superligaen fredag aften, når Esbjerg fB gæster Energi Viborg Arena. Begge hold er startet turneringen med to nederlag, og cheftræner Johnny Mølby ærgrer sig især over de personlige fejl, der har kostet dyrt for VFF. Det skal ændres mod Esbjerg, og så skal kynismen foran mål findes frem:
-Vi har lavet nogle store, personlige fejl i begge kampe, og begge gange har det sat vores modstander i gang med en scoring. Det er rigtig ærgerligt og svært at gardere sig imod, og det er selvfølgelig afgørende, at de fejl bliver fjernet. Hver eneste lille detalje er vigtig, og der skal være fuld koncentration på i alle kampens minutter.
-Fodboldkampe afgøres i felterne, og der skal vi have hævet niveauet både offensivt og defensivt. Vores defensive organisation skal være bedre, og når vi forsvarer, så forsvarer vi med alle mand. Vi er kommet frem til nogle gode chancer i vores to første kampe, og det tror jeg på, at vi kan fortsætte med mod Esbjerg, og så handler det jo om at være effektive og slå til, lyder det fra Mølby.
Kampstart mod Esbjerg er fredag klokken 18. Du kan købe billet til kampen her.