Poulsen stopper i VFF til sommer
Viborg FF og Christopher Poulsen skilles til sommer, når forsvarsspillerens kontrakt udløber efter sæsonen.
Han har spillet i klubben i fem sæson over to omgange, men efter denne sæson er det farvel til 34-årige Christopher Poulsen, som ikke får forlænget sin kontrakt med Viborg FF:
-Det har været stort for mig at bære den grønne trøje, og jeg kan kigge tilbage på mange gode oplevelser i klubben. Jeg er stolt over det, vi har opnået, og jeg glæder mig til at følge VFF i fremtiden, lyder det fra den rutinerede back.
Direktør Morten Jensen takker Poulsen for indsatsen i Viborg FF:
-Christopher har været en stor og vigtig spiller i Viborg FF over to omgange. Da han kom hertil som ung spiller i 2005, var han meget talentfuld og skabte senere en stor transfer til klubben og fik efterfølgende debut på A-landsholdet. I anden omgang blev han hentet ind som en leder, og har været en af de bærende kræfter på vores vej tilbage til Superligaen.
-Han skal have kæmpe tak for sin indsats i den grønne trøje, og vi ønsker ham alle al mulig held og lykke med fremtiden.
Christopher Poulsen har indtil videre spillet 143 kampe for Viborg FF.