Sivebæk udlejes til Vejle
Christian Sivebæk spiller resten af sæsonen for Vejle Boldklub i Bet 25 Ligaen.
Det har været begrænset med spilletid for Christian Sivebæk efter skiftet fra Vejle til Viborg FF i sommer. I indeværende sæson i Alka Superligaen har han kun fundet vej til startopstillingen fire gange, og derfor er han og klubben enige om en lejeaftale, der sender Sivebæk tilbage til Vejle resten af sæsonen.
-Jeg har en alder, hvor spilletiden er vigtigst, og det har ikke gået helt som håbet i Viborg. Jeg har haft det godt i klubben, men nu ser jeg frem til at få spillet nogle førsteholdskampe igen, og det har jeg fået muligheden for i Vejle, lyder det fra Sivebæk.
Hans ord suppleres af direktør Morten Jensen:
-Vi har sammen med Christian lavet en fælles evaluering på tingene, og fundet frem til, at en lejeaftale for resten af sæsonen er den bedste løsning.
Sivebæk har scoret et enkelt mål for VFF i efteråret i pokalkampen mod Skive.