Viborg smed sejren i overtiden
VFF så ud til at snuppe alle tre point i Aarhus på Debles mærkværdige scoring, men i overtiden dukkede Vatsadze op og sikrede AGF uafgjort.
Viborg startede som lyn og torden i Aarhus. Efter blot femten sekunder kom første forsøg på mål, men Elson Hoois afslutning sad lige på Steffen Rasmussen. Begge mandskaber virkede oplagte, og AGF havde også muligheder i den anden ende, hvor Vatsadze kom først på et indlæg efter ti minutter, men georgierens skud røg over mål.
Kort efter fik Deble en kæmpe mulighed da Bjørdal mistimede sit indgreb, men ivorianerens lob fik for meget fart og gik over mål. Få øjeblikke senere var VFF endnu tættere på. Gero fik frit løb mod AGF-målet, men afslutningen tog overliggeren.
Det var i det hele taget et veloplagt VFF-mandskab, der efterhånden satte sig mere og mere på begivenhederne. Efter fireogtyve minutter kom scoringen da også. Og det var en besynderlig en af slagsen. Steffen Rasmussen ville sparke bolden ud af feltet, men ramte i stedet Serge Deble som blokerede skuddet og dermed kunne bolden langsomt trille ned i et tomt mål.
Efter scoringen kunne VFF stille sig længere tilbage på banen og overlade initiativet til de hvidklædte værter. Det var dog ikke meget AGF’erne kom frem til. Derimod havde både Jeppe Grønning og Sebastian Andersen store muligheder, men flere mål kom der ikke i første halvleg og VFF kunne fuldt fortjent gå til pause foran 1-0.
VFF fortsatte takterne efter pausen, hvor Alhaji Gero igen var tæt på at score. Viborg havde benyttet pausen til at bytte Elson Hooi ud med Aleksandar Stankov, for at få en mere boldfast type til anden halvleg.
Viborg var stort set farlige hver gang de var på AGF’s banehalvdel, mens hjemmeholdet havde det svært over for VFF’s solide defensiv. Efter en god times spil fik Gero endnu en kæmpe chance efter Debles fine frispilning, men afslutningen blev reddet af Steffen Rasmussen. AGF-forsvaret havde det rigtig svært mod Deble og Gero, som gang på gang satte de hvides forsvarsspillere på prøve.
Viborg var i kontrol, og et kvarter før tid var det igen tæt på 2-0-målet. Aleksandar Stankov tog et godt træk og afsluttede, men forsøget tog stolpen og gik til indkast.
Bedst som man troede et de tre point skulle med hjem til domkirkebyen, dukkede Mate Vadsadze op i feltet og prikkede bolden i mål til en ikke helt fortjent udligning. Det sluttede 1-1 i Aarhus – et resultat hjemmeholdet skal være godt tilfredse med.
AGF-Viborg FF 1-1
Mål:
0-1 Serge Deble
1-1 Mate Vadsadze
Startopstillingen: Peter Friis – Christopher Poulsen, Jacob Egeris, Babajide Ogunbiyi, Jonas Thorsen – Sebastian Andersen, Marcel Rømer, Jeppe Grønning, Elson Hooi – Serge Deble, Alhaji Gero
Indskiftninger: Aleksandar Stankov for Elson Hooi (46.), Lukas Lerager for Alhaji Gero (76.), Antonio Stankov for Sebastian Andersen (80.)
Kort:
Gult: Jeppe Grønning, Marcel Rømer, Sebastian Andersen, Serge Deble, Antonio Stankov