Sikker sejr i første test
Viborg FF vandt med 4-0 over Thisted FC i årets første testkamp. Grønning og Lerager scorede et mål hver, mens Jeff Mensah blev dobbelt målscorer.
Kirkebækvejs kunstgræsbane var dækket med sne lørdag formiddag, men banen blev klar til årets første testkamp, da Viborg FF krydsede klinger med Thisted FC.
Viborg FF dominerede det meste af kampen, og havde også optræk til et par scoringsmuligheder i kampens åbning, men den sidste skarphed manglede.
Midt i første halvleg slap Jeppe Curth alene igennem, men blev nedlagt ved kanten af feltet af Thisteds bagerste mand, som modtog direkte rødt kort, men da det var en træningskamp, fik gæsterne lov til at sætte en ny mand ind.
I første halvlegs sidste minut blev det så 1-0 til hjemmeholdet. Jeppe Grønning steg til vejrs og pandede et hjørnespark i kassen.
Auri Skarbalius brugte pausen på at skifte størstedelen af holdet, og ligesom solen begyndte at kigge frem, så lysnede det også for Viborgs angrebsspil. Indskiftede Mathias Wicmann var tæt på at bringe Viborg yderligere foran, men han måtte se sit forsøg reddet på stregen.
I stedet meldte Jeff Mensah sig ind i kampen, da han indenfor få minutter gjorde det til både 2- og 3-0. Det første mål var et flot skud, han bragede ind fra kanten af feltet, mens det andet var et af de nemme mål, som han sendte i nettet fra tæt hold efter flot oplæg i venstre side fra Christopher Poulsen.
Mod kampens slutning blev det også 4-0, da Lukas Lerager satte sidste fod på et indlæg fra Kevin Mensah. Dermed sluttede opgøret med en sikker sejr til Viborg FF i årets første test.
Viborg FF – Thisted 4-0
1-0 Jeppe Grønning
2-0 Jeff Mensah
3-0 Jeff Mensah
4-0 Lukas Lerager
Startopstillingen i første halvleg:
Peter Friis – Antonio Stankov, Jonas Thorsen, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Sebastian Andersen, Jeppe Grønning, Marcel Rømer, Martin Svensson – Jeppe Curth, Serge Deble
Startopstillingen i anden halvleg:
Peter Friis – Jonas Thorsen, Mikkel Rask, Jacob Egeris, Christopher Poulsen – Kevin Mensah, Jeff Mensah, Lukas Lerager, Mathias Wichmann, Aleksandar Stankov – Alhaji Gero