Kevin Mensah på tavlen for reserverne
Kevin Mensah var tilbage med mål i støvlerne, da reserveholdet spillede 3-3 mod AGF. Jeff Mensah og Martin Svensson stod for de øvrige scoringer.
Viborg FF lukkede sæsonen i Reserveligaen mandag eftermiddag, da holdet mødte AGF på kunstgræsset på Fredensvang. Selvom Viborg kom bedst fra start rent spillemæssigt, så udnyttede hjemmeholdet tidligt to kontramuligheder og bragte sig foran både 1- og 2-0 i første halvleg.
Herefter pressede Viborg yderligere på, og kort efter reducerede Martin Svensson på et straffespark inden Jeff Mensah udlignede inden pausen.
Viborg kom bedst ud til anden halvleg, hvor Kevin Mensah bragte gæsterne på 3-2 i sin første optræden efter sin lange skadespause. Det rakte alligevel ikke til sejren, da AGF udlignede ti minutter før tid efter en dødboldssituation.
Assistenttræner Søren Frederiksen udtalte efter kampen:
-Vores spillere viste god energi, og vi sad på spillet i næsten hele kampen. Vi havde et hav af chancer, men var desværre ikke dygtige nok til at udnytte dem alle, og så lukkede vi nogle dumme mål ind i den anden ende, så det er surt, at vi ikke fik lov at slutte af med en sejr.
-Glædeligt var det dog at se Kevin Mensah og Lukas Lerager tilbage efter de begge har været ude længe med skader. De spillede omkring 75 minutter og gjorde det rigtig fint.
Startopstillingen:
Simon Enevoldsen – Antonio Stankov, Asbjørn Hahn, Lasse Andersen, Patrick Bang – Kevin Mensah, Lukas Lerager, Jeff Mensah, Lionel Lago – Martin Svensson, Simon Vetter