Kåringer ved årets generalforsamling
Ved årets ordinære generalforsamling i Viborg FF er der tradition for at hædre de spillere, der har udmærket sig specielt i løbet af sæsonen.
Den første hæder, der skulle tildeles ved årets generalforsamling var 80 års kruset, som er et evigt vandrende krus, der tildeles den spiller, som gennem sæsonen har ydet den bedste sportslige og kammeratlige indsats såvel på som udenfor banen. Prisen kåres af spillerne fra førsteholdstruppen i sæsonen 13/14, og valget faldt på Kevin Mensah.
Herefter skulle Odin kruset tildeles den spiller, der gennem sæsonen har været den største fighter på holdet. Prisen blev kåret af et panel bestående af ledelsen, bestyrelsen, trænerne og pressen, og årets vinder blev Nicholas Gotfredsen.
Sidst, men ikke mindst skulle samme panel kåre Årets Spiller til den spiller, der gennem sæsonen har været bærende for holdet og haft det højeste niveau på banen. Valget faldt på Thomas Dalgaard. Sidste sæsons topscorer i Superligaen var desværre ikke til stede på generalforsamlingen, men havde sendt en videohilsen, som blev vist til de fremmødte aktionærer.