Sille: Kræver disciplin
Søren Frederiksen ser frem mod fredagens topkamp i Hjørring, hvor han forventer en disciplinær indsats af spillerne, hvis der skal endnu tre point på kontoen.
Viborg FF topper fortsat NordicBet Ligaen, og har efter turneringens første 13 runder endnu ikke tabt en kamp. Assistenttræner Søren Frederiksen peger på den stærke defensiv, der kun har lukket ni mål ind hidtil, som en af nøglerne til succesen:
-Vi har fået en stærk defensiv base, som vi har arbejdet meget på. Spillerne skal have stor ros, for det er deres fortjeneste, at vi er et tophold. Vi giver efterhånden færre og færre chancer væk, og når defensiven er på plads, har man lettere ved at vinde fodboldkampe.
Fredag aften skal de grønblusede forsøge at hente sæsonens anden sejr mod Vendsyssel, som blev besejret med 1-0 for en måned siden i Hjørring, og Frederiksen mener også, at holdet har gode forudsætninger for endnu tre point:
-Vi er godt forberedte på, hvad Vendsyssel vil komme med. Vi tager derop efter tre point, og det kræver en meget disciplinær indsats fredag aften. Vi skal stå sammen som hold, og selvfølgelig være opmærksomme på at stå godt defensivt. Kan vi gøre det og holde nullet, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kan få en sejr, for vi er stærke til at producere chancer for tiden.
Viborg FF og Vendsyssel FF tørner sammen på Hjørring Stadion fredag klokken 19.