Grønning: Bedste uafgjorte kamp
Jeppe Grønning maler ikke fanden på væggen på trods af, at det endnu engang kun blev til et enkelt point på hjemmebane.
Viborg FF måtte for femte gang ud af seks mulige i sæsonen nøjes med et enkelt point på Energi Viborg Arena, da det mandag aften blev 1-1 mod Vejle. Selvom det ikke blev til en sejr, så mener midtbaneslideren Jeppe Grønning, at indsatsen var godkendt, og at der er masser af positive elementer at tage med videre:
-Vi er selvfølgelig ikke helt tilfredse, når vi ikke vinder, men jeg synes, at det var vores bedste uafgjorte kamp i sæsonen. Vi holdt dem næsten helt fra chancer, og at de så scorer et mål ud af de måske to chancer, de får, det er selvfølgelig ærgerligt.
-Vi havde bolden meget, og jeg synes også, at vi fik trykket på i hele anden halvleg, men vi manglede lige den sidste skarphed inde foran mål.
Som det er sket flere gange i sæsonen, startede Viborg med at komme bagud i kampen, og det er en af de ting, der skal rettes op på, lyder det fra Grønning:
-De andre hold vil gerne stå meget defensivt, når de møder os, og når vi så lukker et tidligt mål ind og kommer bagud, så bliver det tit svært. Når det så er sagt, så synes jeg, at vi spillede en god kamp, og fik udlignet forholdsvist tidligt. Vi holdt os til planen og gik ikke i panik, men det er klart, at vi er skuffede over ikke at få tre point.
Næste opgave for Grønning og kompagni er på søndag den 12. oktober, hvor Roskilde venter på udebane.