Auri: Kynisme vinder fodboldkampe
Cheftræner Auri Skarbalius roser holdet for at være kyniske i begge ender af banen, hvilket sikrede endnu en vigtig sejr i toppen af NordicBet Ligaen.
Viborg FF hentede endnu en sejr, da Vendsyssel blev besejret med 1-0 på et mål scoret af Marcel Rømer i første halvleg. Auri Skarbalius glæder sig over sejren og roser holdets kynisme:
-Vi vidste, at det ville blive en svær kamp under nogle vanskelige forhold, men vi viste stor kynisme, og det vinder man fodboldkampe på. Det var ikke nogen flot fodboldkamp, men det behøver det heller ikke altid at være.
For tiende kamp i træk i ligaen er Viborg gået ubesejret fra banen, og for tredje kamp i træk har holdet holdt modstanderne fra at score, og det er cheftræneren naturligvis meget tilfreds med:
-Vi har arbejdet rigtig meget med defensiven, og det ser ud til at bære frugt nu. Vi holder vores defensive aftaler, og har man en solid defensiv, så får man ofte succes, og så vokser holdet. Samtidig var indstillingen helt fantastisk i dag, og det har jeg lige rost drengene for. Det var en dejlig sejr for os.
Næste opgave for Auri Skarbalius og truppen er mandag den 6. oktober mod Vejle Boldklub.