Individualisterne skal sættes i scene
Jeppe Grønning peger på, at Viborg FF skal sætte holdets individualister i scene, hvis der skal hentes tre point med hjem fra Hjørring fredag aften.
Viborg FF og Vendsyssel FF mødes i NordicBet Ligaen fredag aften til en regulær topkamp mellem nummer 1 og nummer 2, og midtbaneslideren Jeppe Grønning forventer også et tæt opgør:
-Jeg forventer en meget svær kamp. Det er altid svært at spille i Hjørring, og med Ove Christensen som træner, så ved vi også, at vi møder et hold, der er sat godt op – måske ekstra godt imod os, så vi skal være meget koncentrerede fra start.
Efter flere sæsoner som bundhold i landets næstbedste række, er Vendsyssel FF i denne sæson med helt i toppen, men det kommer ikke bag på Grønning:
-Jeg er ikke så overrasket, når man ser på den trup, de har. De har et stærkt hold med masser af rutine, og deres hold har vel til sammen flere superligakampe end vi har, og det tæller enormt meget i NordicBet Ligaen.
-Når det er sagt, så tror jeg, at vi har noget mere fart end dem, og hvis vi kan sætte vores individualister i scene, så tror jeg på, at vi har fine muligheder for at lave et godt resultat.
Viborg FF og Vendsyssel mødes på Hjørring Stadion fredag klokken 19.