Viborg spillede uafgjort på ny
Viborg spillede for fjerde gang i sæsonen uafgjort, da det blev til 2-2 hjemme mod Fredericia. Serges Deble’ stod for begge scoringer – den sidste kom dybt inde i overtiden.
Efter en rodet indledning, var det Viborg der kom i front efter et kvarters spil. Et flot opbygget angreb endte med et skarpt indlæg fra Jeppe Grønning som sendte den præcist ind i hovedet på Serges Deble’ som lavede sin første scoring i den grønne trøje.
Efter scoringen var der muligheder i begge ender af banen. Begge mandskaber havde let ved at komme frem til chancer, men ingen af holdene var skarpe foran målet. Det var Fredericia til gengæld, da et indlæg syv minutter før pausen blev dirigeret i mål af lille Anders Hostrup.
Kort inden pausefløjtet kom Fredericia i front. Efter en frisparkskombination endte bolden hos Lasse Kronborg, der med et følt spark satte bolden op i hjørnet. Der blev ikke scoret yderligere inden pausen, og det var da også en flok skuffede VFF-spillere der gik i omklædningsrummet bagud 1-2.
Der var noget længere mellem mulighederne i anden halvleg. Nicholas Gotfredsen som erstattede Marcel Rømer i pausen, fik kun et kvarter på banen da en skade tvang ham ud. Jeff Mensah kom ind i stedet. Gæsterne fra det østlige Jylland stillede sig længere tilbage på banen, og VFF havde svært ved at bryde igennem. Jeff Mensah, Lukas Lerager og Serges Deble’ forsøgte sig, men ingen af skuddene havde den fornødne kvalitet.
Viborg pressede på til sidst, og dybt inde i overtiden kom udligningen. Serges Deble’ dukkede op i feltet og udlignede til 2-2. Der kom ikke flere scoringer, tættest på kom Martin Svensson, men hans skud savnede saft og kraft. Dermed spillede VFF for fjerde gang i sæsonen uafgjort. Næste kamp for de grønblusede er fredagens udekamp mod AB i Gladsaxe.
Viborg FF-FC Fredericia 2-2 (1-2)
1-0 Serges Deble’
1-1 Anders Hostrup
1-2 Lasse Kronborg
2-2 Serges Deble’
Startopstilling:
Peter Friis Jensen – Christopher Poulsen, Jacob Egeris, Babajide Ogunbiyi, Jeppe Grønning – Sebastian Andersen, Marcel Rømer, Lukas Lerager, Serge Deble’ – Jeppe Curth, Aleksandar Stankov
Indskiftninger: Martin Svensson for Aleksandar Stankov (41.), Nicholas Gotfredsen for Marcel Rømer (46.), Jeff Mensah for Nicholas Gotfredsen (60.)
Kort: Lukas Lerager, Serges Deble’.
Tilskuertal: 2347