Auri: Glad for spillernes reaktion
Viborg FF hentede sæsonens tredje udebanesejr efter 2-1 over Brønshøj. Hjemmeholdet kom ellers tidligt foran i opgøret, og cheftræner Auri Skarbalius er alt andet end tilfreds med indsatsen i kampens første halve time:
-Den første halve time var helt forfærdelig, og vi var på hælene fra starten, men begyndte så småt at arbejde os ind i opgøret mod slutningen af første halvleg.
-Det handler om parathed, og vi må bare konstatere, at vi kom et sekund for sent i alle aktioner i starten af kampen, og det er ikke godt nok. Vi skal være parate fra første fløjt uanset hvem vi møder.
De hvidblusede Viborg-spillere vendte tingene i anden halvleg, hvor først Aleksandar Stankov og senere Jeppe Curth sørgede for 1-1 og 2-1 til Viborg. Cheftræneren glæder sig over, hvordan spillerne reagerede på snakken i pausen:
-Jeg er ikke en træner, der råber og skriger, så loftet løfter sig, men jeg sagde til spillerne, at jeg simpelthen ikke kan forstå, at man har det her privilegerede job, og så tager man ikke opgaverne seriøst. Parathed i aktionerne er basis, og så kommer spillet derefter, og jeg må sige, at jeg er glad for den måde, de reagerede på. Det var ikke altid lige kønt, men alle sejre er vigtige for os.
Med sejren topper Viborg FF NordicBet Ligaen inden rundens øvrige kampe.