Auri: Planen lykkedes
Cheftræner Auri Skarbalius roser sine spillere for at følge den gameplan, der var blevet lagt inden kampen, og som resulterede i tre point i Århus.
Viborg FF vandt fortjent med 2-0 mod AGF i Århus, og selvom århusianerne havde hjemmebanefordel, så udviklede opgøret sig helt efter Viborgs præmisser. Det glæder naturligvis cheftræner Auri Skarbalius:
-Jeg ved ikke helt om det blev som jeg havde forventet, men vi havde i hvert fald en klar plan for, hvordan vi ville spille. Vi havde klare aftaler for, hvordan vi ville holde styr på deres offensiv, og alle aftaler blev holdt til fulde. Vi kom ikke selv helt frem til så mange chancer, som vi havde håbet, men vi var effektive, når det gjaldt, og spillerne fortjener stor ros.
Udover de tre vigtige point, så mener cheftræneren også, at sejren giver en masse til holdet rent mentalt.
-Mentalt er det et kæmpe boost for hele holdet. Den redning Peter Friis havde til sidst betyder så meget for os, da vi holder clean sheet og samtidig henter tre point. Derudover betyder det, at vi får mere og mere selvtillid, når spillerne kan se, at det vi arbejder på i hverdagen også giver gevinst i weekenden.
Næste opgave for Skarbalius og kompagni er på søndag mod Skive på Energi Viborg Arena.