Rømer: En speciel oplevelse
For Marcel Rømer var det en speciel oplevelse at spille på sin tidligere hjemmebane, og midtbanespilleren er glad for, at han kom sejrrigt derfra.
Viborgs Marcel Rømer var søndag eftermiddag tilbage på den bane, hvor han tidligere har slået sine folder i adskillige år. Rømer har fået sin fodboldopdragelse i Køge og Herfølge, og for ham var det en speciel oplevelse at spille på sin gamle hjemmebane:
-Det var en meget speciel oplevelse. Det var specielt at gå ind i det ”forkerte omklædningsrum”, hvis man kan sige det sådan. Jeg har haft mange gode år i klubben, så det var da lidt underligt at være her som udehold, men det var dejligt, at vi kom sejrrigt herfra.
På trods af sejren over HB Køge var Rømer ikke ubetinget tilfreds med præstationen. Han erkender, at der er plads til forbedringer, men understreger, at pointene er det vigtigste.
-Det var en kamp, der gik lidt frem og tilbage. Der blev spillet meget over midtbanen for begge hold, og der var meget fokus på andenboldene. Dem ved jeg egentlig ikke om vi vandt flest af, men vi fik heldigvis tre point, og det er det vigtigste, afslutter Rømer.
Både Sebastian Andersen og Auri Skarbalius har også en fortid i HB Køge.