Viborg bankede Silkeborg
Viborg FF slagtede Silkeborg med hele 5-0 da de to mandskaber lørdag eftermiddag mødtes på Mascot Park. Jeppe Curth blev dobbelt målscorer.
Viborg fik en drømmestart på kampen. Silkeborg smed bolden væk midt på banen, og det blev dyrt. Dalgaard og Jeff Mensah kombinerede sig af sted, og få sekunder efter scorede sidstnævnte sikkert, efter bare et halvt minuts spil.
Efter femogtyve minutter blev føringen fordoblet. Viborg fik frispark få meter uden for feltet, og rimelig ubesværet sendte Thomas Dalgaard læderet i kassen. Man skulle dog ikke vente længe på den næste scoring. Marcel Rømer sendte en flot bold i dybden og Jeppe Curth lagde sikkert bolden ind bag Kasper Jensen i Silkeborg-målet.
Kort efter scoringen måtte en skadet Antonio Stankov lade sig udskifte. Ind kom i stedet Lasse Andersen der tog plads ved siden af Jeppe Grønning, mens Jonas Thorsen blev skubbet ud på højre back. De grønstribede gæster var i total dominans og det var da også fuldt fortjent at holdet kunne udbygge til 4-0 kort inden pausen. Jeppe Curth tog bolden flot ned efter en lang fremlægning og scorede sikkert. En fremragende første halvleg af VFF, der var Silkeborg overlegne.
Silkeborg skiftede næsten et helt hold i halvlegen, hvor spillere som Jeppe Illum, Dennis Flinta og Nicolaj Agger kom på banen. Viborg skiftede en enkelt spiller i pausen – Patrick Bang erstattede Christopher Poulsen på venstre back.
Efter en times spil erstattede Sebastian Denius Aleksandar Stankov, mens Frederik Andersen gik ind i stedet for Marcel Rømer.
Tyve minutter før tid kom Viborg yderligere foran. Sebastian Andersen tog chancen fra distancen, og det var en rigtig god ide’. 5-0 til VFF. Efter scoringen kom Simon Vetter og Lukas Lerager på banen, i stedet for Jeff Mensah og Jeppe Curth.
En stærkt spillende Jeppe Grønning blev i slutminutterne præsenteret for det røde kort, efter en duel.
Silkeborg IF-Viborg FF 0-5 (0-4)
0-1 Jeff Mensah (1.), 0-2 Thomas Dalgaard (26.), 0-3 Jeppe Curth (30.), 0-4 Jeppe Curth (41.), 0-5 Sebastian Andersen (72.)