Dalgaard topscorer i Superligaen
Viborgs Thomas Dalgaard er topscorer i Superligaen for sæsonen 13/14 med 18 mål.
Det har ligget i luften længe, men nu er det endeligt officielt: Thomas Dalgaard er Superligaens farligste angriber. Med sine 18 fuldtræffere topper han nemlig topscorerlisten for sæsonen 2013/14 foran Ronnie Schwartz og Morten Duncan Rasmussen.
Dalgaard er naturligvis selv tilfreds med bedriften, men vil alligevel ikke godkende sæsonen:
-Det gør mig selvfølgelig stolt. Jeg har nået et af de mål, jeg satte mig inden sæsonen, så det er dejligt. Det er rigtig dejligt. Personligt er det da lidt af en succes, men så alligevel ikke. Når vi samtidig rykker ned, så er det et stort skår i glæden, lyder det fra topscoreren.
Det er andet år i træk, at Thomas Dalgaard slutter øverst på topscorerlisten. I sidste sæson toppede han listen i 1. division med 27 pletskud.