Rask: Vi er meget skuffede
Anfører Mikkel Rask måtte sande, at det fra næste sæson hedder 1.division, når Viborg starter op efter sommerferien. Det står fast efter nederlaget på 1-3 til FCN, samtidig med at SønderjyskE vandt over AGF i Aarhus. Nedrykningen er naturligvis en skuffelse, siger Mikkel Rask.
Viborg FF rykkede søndag ud af Superligaen med nederlaget på 1-3 til FCN. Anfører Mikkel Rask er naturligvis skuffet over kampen og nedrykningen:
- Vi er alle sammen ekstremt skuffede, og det er ikke sjovt at skulle rykke ned, sagde han lige efter kampen, og tilføjer:
- Kampen i dag har lidt lignet nogle af de andre kampe, vi har spillet. Det er skidt at komme bagud så tidligt i kampen. Og derfra så måtte vi ud og jagte målene, men det lykkes ikke for os, fortæller anfører Rask.
På søndag spiller Viborg den sidste kamp i sæsonen, når viborgenserne skal en tur til Esbjerg.