Nederlag sender Viborg i 1.division
Det lykkedes aldrig for VFF at komme sig over chokstarten, hvor FCN førte 2-0 efter fire minutter. Nederlaget betyder, at det er slut med Superliga i denne omgang.
Viborg fik en rædselsfuld start på kampen. 14 sekunder var spillet, inden Emiliano Marcondes pandede et Uffe Bech-indlæg i nettet. Det skulle dog blive værre. Jens Stryger Larsen blev spillet total fri i feltet tre minutter senere, og så var føringen fordoblet. Viborg var statister i indledningen, og gæsterne trillede bolden rundt som det passede dem.
Langsomt fik VFF arbejdet sig ind i kampen, og Kevin Mensah havde en udmærket aktion efter toogtyve minutter, men hans afslutning røg forbi mål. Få sekunder senere fik Thomas Dalgaard en gylden mulighed for at få reduceret, men topscorerens skarphed svigtede, og hovedstødet gik forbi mål.
Nordsjælland var stort set farlige hver gang de var i nærheden af Viborgs mål, og det resulterede i endnu en scoring kort før pausen. Joshua John fik alt for meget plads, og som det letteste i verden udplacerede han Peskovic. Kort efter blev der dømt indirekte frispark til hjemmeholdet, men Thomas Dalgaards forsøg på et lob gik over mål. Viborg gik til pause bagud med 0-3, efter en, mildest talt, forfærdelig første halvleg.
Efter pausen fik Dalgaard en gigantisk mulighed for at reducere, men afslutningen var for blød og blev sparket væk tæt på målstregen. Det var ikke tilfældet få øjeblikke senere. Viborg blev nemlig tilkendt et straffespark begået mod Wilton, og Thomas Dalgaard svigtede ikke fra pletten.
Der var efterfølgende chancer i begge ender, men ingen af holdene scorede yderligere. Dermed må Viborg FF en tur i 1. division, efter at SønderjyskE besejrede AGF.
Viborg-FC Nordsjælland 1-3 (0-3)
0-1 Emiliano Marcondes (1.), 0-2 Jens Stryger (4.), 0-3 Joshua John (37.), 1-3 Thomas Dalgaard (55.)
Startopstilling: Michal Peskovic, Andreas Hagen, (Lucas Jensen 81.), Mikkel Rask, Babajide Ogunbiyi, Kristoffer Pallesen – Kevin Mensah, Nicholas Gotfredsen, Simon Nagel (Marcel Rømer 64.), David Boysen (Aleksandar Stankov 59.) – Wilton Figueiredo, Thomas Dalgaard
Bænk: Emiljus Zubas, Jacob Egeris, Lucas Jensen, Aleksandar Stankov, Ken Fagerberg, Jeff Mensah, Marcel Rømer
Advarsler: Nicholas Gotfredsen (56.), Marcel Rømer (66.)
Tilskuertal: 4728