Dalgaard: De var skarpere end os
Thomas Dalgaard var naturligvis skuffet oven på nederlaget til FCK. Men han ser dog stadig positive elementer, da VFF formåede at stå godt på banen.
Viborg måtte se sig slået med 0-2 mod FC København. Topscorer Thomas Dalgaard fik desværre heller ikke scoret denne kamp, og han forklarer nederlaget således:
- De satte en god spiller (Nicolai Jørgensen) ind, som desværre afgjorde det for dem. Nej, jeg synes, at vi spillede en fin kamp rent defensiv, og jeg synes, at vi fik spillet os frem til mange gode chancer. Desværre var de lidt skarpere end os, og så taber vi. Jeg synes klart, at vi skal tage det med, at vi står godt på banen, og så skal vi tro på det, selvom det er svært, når man lige har tabt. Men det er helt sikkert, at vi ikke har givet op, sagde Dalgaard.
Christopher Poulsen var anfører i fraværet af Mikkel Rask og i loungen efter kampen gav han sin forklaring på nederlaget:
- Vi er rigtigt fornuft med i 80 minutter, så får de et mål, og det er ærgerligt. Vi havde fortjent et point. Vi byder dem op til dans og har nogle fine muligheder. Det er sørgeligt at stå her, sagde Christopher Poulsen efter kampen.