Lerager: Jeg er pisse ked af det
Det var en skuffet Lukas Lerager, der måtte sande et nederlag på 0-2 til superligaens førerhold.
Lukas Lerager var iøjnefaldende på den viborgensiske midtbane, hvor han med et godt arbejdsraseri var blandt Viborgs bedste mod AaB. Men nederlaget gjorde ondt på den unge midtbanespiller:
- Jeg er pisse ked af det. Jeg føler, vi havde en god gameplan, og jeg synes egentlig, at vi havde godt styr på det, selvom AaB havde bolden meget. Men det røde kort ødelagde selvfølgelig en del for os, sagde Lukas Lerager kort efter kampen.
Lukas Lerager fortalte, at viborgenserne gik efter et point, da Wilton blev vist ud kort inde i kampen.
- Vi gik efter et point efter udvisningen, men AaB spiller bare super godt – det må vi indrømme. Vi håbede på, at vi kunne få et resultat efter udvisningen. Det er tydeligt, at det er top mod bund i dag, og de små marginaler tippede over til deres fordel, forklarer Lerager.