Reserveholdet besejrede Brøndby
Viborg FF fik årets første sejr i Reserveligaen, da holdet mandag eftermiddag hentede tre point mod Brøndby. Simon Vetter blev dobbelt målscorer for de grønne.
Mandag eftermiddag gæstede Viborg FFs reservehold Brøndbys ditto. Begge hold stillede med en blanding af spillere fra førsteholdet og U-trupperne, og hos hjemmeholdet var der blevet plads til flere superligaprofiler som Martin Albrechtsen, Quincy Antipas og Kenneth Zohore.
Brøndby kom tidligt foran, da Kenneth Zohore efter fem minutter passerede en ellers meget velspillende Emilijus Zubas i målet. Viborg lod sig dog ikke slå ud af det tidlige mål, og efter små tyve minutters spil fik Simon Vetter udlignet efter et gennembrud i højre side af Lucas Jensen. Inden pausefløjtet kom de grønblusede også på 2-1, da Babajide Ogunbiyi nettede efter et hjørnespark.
Kort inde i anden halvleg blev Simon Vetter dobbelt målscorer, da han afgjorde kampen til resultatet 3-1.
I spidsen for holdet var talentchef Predrag Bojanic, og hans kommentar til kampen var:
-Jeg er tilfreds med sejren, men vi burde have ydet bedre i første halvleg. Selvom vi var foran ved pausen, synes jeg ikke, at vi spillemæssigt kan være helt tilfredse. Anden halvleg var til gengæld rigtig flot, og den del af kampen er vi meget tilfredse med.
Med sejren henter Viborg FF dermed sine første point i dette års Reserveliga.
Startopstilling
Emilijus Zubas - Thomas Andersen, Babajide Ogunbiyi, Lasse Andersen, Mikkel Hylleberg – Lucas Jensen, Marcel Rømer, Jeff Mensah, David Boysen – Simon Vetter, Kristoffer Lind