Auri: Skal have svar på de sidste spørgsmål
Cheftræner Auri Skarbalius håber, at lørdagens testkamp mod SønderjyskE kan give ham svar på de sidste spørgsmål inden Superligaen sparkes i gang igen i næste uge mod Randers FC.
Litauiske Auri Skarbalius blev i mandags præsenteret som ny cheftræner i Viborg FF, og selvom det hele er gået meget stærkt, så har han hurtigt fundet sig til rette i VFF, og har masser af roser til overs for spillerne efter sin første uge i klubben.
-Jeg er blevet modtaget rigtig godt af både spillerne og folk omkring holdet. Spillerne skal især have stor ros for at være meget fokuserede til træning. Det er tit sådan, at når der kommer nye øjne til, så skabes der noget ny energi i truppen, og det er der også sket her. Så er det vigtigt, at det ikke kun er nu og her, men at vi fortsætter med samme energi på længere sigt, udtaler cheftræneren og fortsætter:
-Spillerne skal presse hinanden til træning hver dag, så vi kan skabe den kultur og det miljø, som er vigtigt for at danne et stærkt fodboldhold.
Allerede på sin anden dag i klubben, var Skarbalius i kamp for første gang, da AC Horsens blev besejret med 1-0 i tirsdags, og på lørdag gælder så sidste testkamp inden superligastarten, når SønderjyskE kommer på besøg på Energi Viborg Arena.
-Den sidste test er jo som den altid er. Det handler om finpudsning og at få svar på de sidste spørgsmål. Jeg håber, at kampen kan give mig nogle klare billeder af holdet frem mod sæsonstarten, og så betyder det selvfølgelig også noget at spille på græs igen.
Viborg FF og SønderjyskE spilles lørdag klokken 13.00. Der er åbent på Vesttribunen, og der er fri entré.