Optakt: Vi trænger til at få en sejr
Søren Frederiksen ser frem mod træningslejrens sidste testkamp, hvor succeskriteriet er at få en tiltrængt sejr.
Viborg FF har hidtil spillet tre træningskampe i opstarten til forårssæsonen, og fælles for dem alle er, at de er endt med et nederlag. Derfor trænger truppen til at få en sejr, og den skal meget gerne komme allerede i dag mod japanske Shonan Bellmare.
-Nu skal vi altså prøve at vinde en fodboldkamp. Det er efterhånden ved at være længe siden, og det kan man godt mærke en lille smule i truppen. Det positive er, at vi spillede en rigtig fin kamp hernede i mandags mod Ferencvaros, og kan vi finde nogle elementer derfra frem igen, så er jeg overbevist om, at vi nok skal vinde, udtaler Søren Frederiksen.
Og opskriften på at få en sejr i hus, er den samme, som Viborg FF havde stor succes med tidligere på sæsonen:
-Vi skal stå meget mere kompakt i defensiven, og så kræver det benhårdt arbejde af alle mand. Vi skal arbejde sammen som et hold, og så tror jeg også på, at vi får en succesoplevelse i dag. Vi trænger til at få en sejr.
Viborg FF og Shonan Bellmare krydser klinger klokken 14 dansk tid.