Grønning forlænger – og udlejes
Jeppe Grønning udlejes til Hobro for resten af indeværende sæson. Samtidig forlænger midtbanemanden sin kontrakt med Viborg FF.
Midtbanespilleren Jeppe Grønning spiller foråret hos 1.divisionens tophold Hobro. Samtidig forlænger han sin kontrakt med Viborg FF med yderligere et år, således han har kontrakt i domkirkebyen til sommeren 2015.
-Jeg er meget glad for løsningen. Jeg har haft et ærgerligt halvt år, hvor jeg har været meget plaget af skader, og nu har jeg så brug for noget spilletid for at komme i omdrejninger igen. Jeg synes, Hobro har gang i noget spændende, og der skulle også noget spændende på bordet, for jeg vil ikke skifte væk fra Viborg for enhver pris. Man kan sige, at løsningen her er god både på kort og på lang sigt.
Jeppe Grønning kom til Viborg fra FC Fyn i sommeren 2012.