Ove Christensen stopper på ubestemt tid
Viborg FF må desværre meddele, at Ove Christensen er nødt til at stoppe som cheftræner. Årsagen til dette, er en knæskade, som afholder ham fra at løse sine arbejdsopgaver.
Klublæge Michael Væsel, der har måttet give Ove Christensen den triste dom, fortæller om situationen:
-Cheftræner Ove Christensen har gennem de sidste 4-5 måneder haft problemer med sit knæ. De første måneder har vi kunnet styre problemerne, men den sidste måned har problemet været af en sådan karakter, at vi har været nødt at undersøge tingene mere indgående.
-Det har her vist sig, at Ove Christensen har en alvorlig knæskade, med mange smerter og funktionsindskrænkning til følge. En del af knoglen under det ledbærende brusk, er gået i stykker, og det har medført udtalt væskedannelse i og omkring knæet.
-Jeg har anbefalet, at Ove med øjeblikkelig virkning aflaster knæet, og begynder på en fuldtids rehabilitering. Ved ikke at aflaste knæet og påbegynde rehabilitering, risikerer Ove Christensen at påføre knæet uoprettelig skade. Jeg finder det derfor fuldstændig uforsvarligt at lade Ove Christensen fortsætte i sit job som cheftræner.
Sundhedssektoren i Viborg FF vil naturligvis bistå med genoptræningen og monitorering af skadens udvikling.
Ove Christensen er meget ked af situationen, men accepterer, at der ikke er nogen vej udenom. Han udtaler følgende:
-Jeg må desværre erkende, at jeg pt ikke er i stand til at varetage mit job i det omfang og med den kvalitet, som jeg hidtil har kunnet. Jeg har haft svært ved at rette mig efter den dom, jeg har fået af lægerne i almindelighed og vores klublæge Michael Væsel i særdeleshed, men efter de sidste dages træning må jeg acceptere deres dom, udtaler Ove Christensen og fortsætter:
-Seks uger med krykkestokke, hvor jeg ikke må gå eller stå på højre ben og derefter 3-4 måneders rehabilitering og genoptræning, bliver selvfølgelig ikke så spændende, men ærgrelsen over, at jeg ikke her i foråret kan stå i spidsen for holdet og det spændende projekt, VFF er i gang med, overskygger selvfølgelig alt, men prognosen for behandlingen af skaden er heldigvis god, så jeg håber, at jeg kan vende tilbage til træningsbanen.
-Jeg håber, at alle med tilknytning til VFF, vil yde den samme opbakning og respekt til den nye trænerstab, som jeg og de øvrige i staben er blevet vist.
Bestyrelsesformand Kim Nielsen beklager situationen, men må samtidig acceptere dommen fra lægerne:
-Det er et ekstremt uheldigt tidspunkt, den endelige beslutning er taget. Men ud fra den lægelige vurdering og en dybtgående snak med Ove, må vi acceptere, at vi er nødt til at finde en anden løsning på cheftrænerposten. Ove har været den rigtige mand på det rigtige tidspunkt for Viborg FF, og vi har været ekstremt glade for samarbejdet med ham. Nu gælder det for Ove om at fokusere på sit helbred, og at Viborg FF må finde en løsning, som er så optimal som mulig.
Ligeledes er direktør Morten Jensen ked af situationen, og han supplerer bestyrelsesformanden med følgende kommentar:
-Ove Christensen er på mange måder synonym med succes i Viborg, hvor han har været af flere omgange. Det er derfor meget beklageligt, at vi er kommet i denne situation, men der findes ingen anden løsning. Vi er nødt til at tage hensyn til Ove Christensens helbred, før der tages hensyn til andet, afslutter direktøren.