Viborg FF henter David Boysen
Viborg FF har sikret sig David Boysen, der har skrevet under på en aftale med klubben, der gælder til sommeren 2016.
Årets første spillertilgang er en realitet, idet Viborg FF har skrevet kontrakt med 22-årige David Boysen, der senest har optrådt for Lyngby. Boysen og VFF har lavet en aftale, der binder hinanden frem til sommeren 2016.
Den unge midtbanespiller ser nu frem til at tørne ud for Viborg FF:
-Det føles rigtig godt at være Viborg-spiller. Første gang jeg hørte om interessen fra Viborg, havde jeg en god mavefornemmelse. Der har været mange ting i spil, og jeg har gjort mig mange tanker omkring min fremtid, men nogle gange skal man følge sin intuition. Her på det seneste har jeg haft mange samtaler med både Morten Jensen og Ove Christensen, og de har gjort, at jeg slet ikke var i tvivl.
-Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Jeg føler Viborg er det rigtige næste skridt for mig, og nu skal jeg bare klø på, så jeg forhåbentlig kan bide mig fast på holdet. Der venter mange vigtige kampe i Superligaen, lyder det fra den nye Viborg-spiller.
Ove Christensen er ligeledes meget tilfreds med den nyeste tilgang, og cheftræneren har store forventninger til David Boysen.
-David Boysen er en meget dygtig spiller, med en god teknik og et godt touch på bolden. Han er farlig og udfordrende i sit spil, og han er hurtig både med og uden bold. Det er en rigtig dygtig spiller, vi får til Viborg, og for David selv, er det her en god mulighed for at komme til at spille fodbold og udvikle sig i Superligaen.
Den 22-årige kantspiller har første træningsdag med sine nye holdkammerater i dag.