Moses-målshow i stor pokalsejr
Christian Moses scorede fire gange, da VFF vandt med hele 10-0 over Vildbjerg i Sydbank Pokalen.
Efter to målløse kampe, så skulle der tankes selvtillid til offensiven i pokalkampen - og mål kom der på Vildbjerg Stadion onsdag aften. Det var tydeligt fra kampens start, at VFF ville presse højt og angribe, og efter et kvarters spil gav det bonus, da Oliver Thychosen fandt Christian Moses i feltet. 1-0, og angriberen fra Sierra Leone var slet ikke færdig, for blot to minutter senere nettede han igen efter samme opskrift, men med Jeff Mensah som assistmager.
Det blev også 3-0 før pausen, da Thychosen igen var i den assisterende rolle. Denne gang fandt han Jacob Dehn i feltet efter et hjørnespark, og så var kampen afgjort midt i første halvleg. Selvom der var muligheder til mere, så blev der ikke scoret yderligere i første halvleg mod et hårdt kæmpende Vildbjerg-mandskab.
Andreas Albers blev sendt på banen i starten af anden halvleg, og han brugte kun halvandet minut på at finde netmaskerne. Nicklas Røjkjær spillede Albers fri i feltet, og så stod der 4-0 på måltavlen. Et par minutter senere fik Vildbjerg sin første afslutning mod VFF-målet, men der var hverken saft eller kraft nok til at overliste debutanten Lucas Lund Pedersen.
Herefter gik det for stærkt for hjemmeholdet, og i løbet af et kvarter, blev der scoret hele fem gange mere. Først var det Jeff Mensah, der sparkede bolden over i det lange hjørne efter oplæg fra Oliver Thychosen, og to minutter senere byttede de roller, da Mensah serverede den for Thychosen, som gjorde det til 6-0. Og så ville Christian Moses også være med igen, da han på fire minutter scorede to gange efter oplæg fra Mikkel Knudsen og Andreas Albers, inden hjemmeholdet også lavede selvmål.
10-0 blev det også til allersidst, da Moses tvang hjemmeholdet til at score endnu et selvmål, og så behøvede målfesten ikke blive større, for dommer Chris Johansen fløjtede af en håndfuld sekunder før stadionuret rundede 90 minutter.
Med storsejren er VFF ganske sikkert videre til 2. runde i Sydbank Pokalen.
Vildbjerg SF – Viborg FF 0-10
0-1 Christian Moses (15.)
0-2 Christian Moses (17.)
0-3 Jacob Dehn (23.)
0-4 Andreas Albers (51.)
0-5 Jeff Mensah (59.)
0-6 Oliver Thychosen (60.)
0-7 Christian Moses (65.)
0-8 Christian Moses (69.)
0-9 Selvmål (73.)
0-10 Selvmål (89.)
Startopstillingen
Lucas Lund Pedersen – Mikkel Knudsen, Jacob Dehn, Nikolaj Leth, Simon Trier (Andreas Albers, 49.) – Jeppe Grønning (Christian Sivebæk, 68.) – Nicklas Røjkjær, George Fochive, Jeff Mensah, Oliver Thychosen (Mads Kjellerup, 71.) – Christian Moses