VFF jagter en god oplevelse i pokalen
Onsdag aften skal Viborg FF på besøg i Vildbjerg i Sydbank Pokalens runde 1, og efter to målløse kampe i NordicBet Ligaen, så jagter Steffen Højer og holdet en god oplevelse:
-Når vi er i den situation, at vi ikke har scoret i to kampe, så betyder pokalkampen det, at vi har brug for at gå ud og se overbevisende ud, få scoret nogle mål og vinde kampen. Vi skal have en god oplevelse, så enkelt er det.
-Pokalkampe er altid fede, og der kommer altid overraskelser, men vi skal sørge for at få lavet et professionelt stykke arbejde, hvor vi får sat os på kampen og får den afgjort, siger Højer.
Cheftræneren løfter allerede sløret for, at nogle spillere vil blive sparet til kampen, men lover stadig at sende et slagkraftigt mandskab på banen, som kan sikre avancement i turneringen:
-Vi ryster posen en del. Det er en blanding af, at nogle skal hvile benene lidt, og så er der andre, der skal have chancen for at vise sig frem. Derudover har vi også en karantæne i weekenden, som vi skal tage højde for.
-Men vi kommer med et stærkt hold, hvor vi har en del unge med, men også med nogle rutinerede, de kan læne sig op ad.
Kampstart mod Jyllandsserie-holdet på Vildbjerg Stadion er onsdag klokken 18.