Stærkt signal ud fra kompromisets kunst
Torsdag formiddag blev det offentliggjort, at der igen sker ændringer i strukturen for de to øverste rækker i dansk fodbold. Det betyder blandt andet, at Superligaen igen skal ned på 12 hold, mens der også igen er sikret to oprykkere fra 1. division. Derudover øges økonomien i en historisk stor, fælles tv-aftale.
Direktør Morten Jensen kalder det kompromisets kunst at blive enige om denne løsning:
-Kigger man udelukkende på reduceringen af hold i Superligaen, så siger det sig selv, at det ikke er den optimale løsning for Viborg FF, men i forhold til at indgå en fælles aftale, så kan det sportslige ikke stå alene. Der er kommercielle, økonomiske og kollektive forhold, som også er afgørende elementer for aftalen.
-Det er et stærkt signal ud fra kompromisets kunst at nå denne aftale med fælles kommercielle- og medierettigheder frem til 2031, hvilket giver arbejdsro i forhold til udviklingen af dansk klubfodbold. Dertil tilfalder op imod 50% flere tv-penge til 1. division, som i stor grad øremærkes til endnu stærkere udvikling omkring baner, kampoplevelse, branding mv., siger direktøren og fortsætter videre omkring de sportslige elementer:
-Det er meget positivt og helt afgørende, at der igen er to faste oprykkere fra 1.division, og drømmen om Superliga lever stadig i Viborg trods reduceringen af hold.
-Samtidig vil der være en langt mere korrekt sportslig afvikling i de to rækker med denne ændring.
Ændringerne træder først i kraft fra sæsonen 2020/21, og betyder altså, at der i de to kommende sæsoner vil være 14 hold i Superligaen.