Vetter og Mortensen søger nye udfordringer
Viborg FF tager afsked med de to transitionsspillere, da både Jacob Vetter og Frederik Mortensen stopper i klubben ved kontraktudløb denne måned. Begge er blevet tilbudt en deltidskontrakt, men har valgt at søge nye udfordringer:
-Vi er selvfølgelig ærgerlige, for vi havde gerne set dem begge fortsætte her. Det er to drenge, der har været på transitionsliste, og de har begge fået debut i den forgangne sæson.
-Både Jacob og Frederik er i en god udvikling, og derfor har vi også tilbudt dem en forlængelse, men de har altså begge valgt, at de vil noget andet. Det er vi ærgerlige over, men må acceptere deres beslutning, og vi ønsker dem begge held og lykke med fremtiden, siger sportschef Jesper Larsen og fortsætter:
-Til gengæld glæder vi os over, at en række af vores øvrige transitionsspillere bliver integreret i førsteholdstruppen efter sommerferien, hvor vi får glæde af både Casper Gandrup og Simon Trier, der begge er færdige med skolen, samt Nikolaj Leth, Tobias Bech og Lucas Lund Pedersen.
Jacob Vetter nåede fire optrædener og Frederik Mortensen en enkelt i den grønne trøje i sidste sæson.