Vigtig sejr i Hjørring
Viborg hev i dag en uhyre vigtig 3-1 sejr hjem på udebane mod Vendsyssel FF efter to scoringer af Andreas Albers og en enkelt af Jonas Kamper.
Opgøret fik en levende start, da begge mandskaber lagde aggressivt ud og ville frem i banen. Det nordjyske hjemmehold fik tilspillet sig en mindre håndfuld halve chancer, men det var gæsterne fra Viborg, der var farligst i begyndelsen. Efter 12 minutter var Christian Sivebæk tæt på at bringe viborgenserne i front i forbindelse med et hjørnespark, men han måtte se sit skud prelle af på stolpen.
I takt med at kampen skred frem, fortsatte Viborg med at være farlige, alt imens de kløvergrønne forsvar havde godt styr på Vendsyssels angribere. Steffen Højers tropper havde flere gode forsøg i offensiven, men de afgørende marginaler manglede. I første halvlegs sidste kvarter antog kampen en noget rodet karakter. Spillet var således præget af mange dueller, og holdene skiftedes til at være på bolden. Efter lidt mere end halv times spil var Ogude tæt på at bringe hjemmeholdet i front som kulmination på en solotur, men Sebastian John hev en flot redning ud af ærmet, og stillingen ved pausen var derfor 0-0.
I det 50. minut fik VFF hul på målbylden. Et indkast blev sendt i feltet, og Andreas Alber vandt duellen med sin direkte modstander og kunne efter samspil med Sivebæk sparke kuglen i nettet. Det rystede hjemmeholdet. Viborg var flere gange tæt på at fordoble føringen, og Christian Moses måtte blandt andet minuttet se et forsøg blive reddet på stregen.
Efterhånden som tiden gik kom Vendsyssel sig over chokket og begyndte at vise tænder. Indskiftede Mikael Andersen var ophavsmand til en pæn mængde farlige situationer, og generelt blev der lagt et pres på gæsterne, men VFF-forsvaret stod godt imod.
I slutminutterne tog kampen for alvor fart. Vendsyssel pressede på og fik trykket Viborg tilbage i eget felt, men åbnede samtidig op bagude, og det udnyttede Jonas Kamper fem minutter før tid. Han opsnappede bolden på midten af hjemmeholdets banehalvdel og efter et godt raid sendte han knastørt bolden netmaskerne. Hjemmeholdet gav dog ikke op, og i overtiden fik Kristian Riis reduceret til 2-1. VFF´erne holdt dog hovedet koldt, og Andreas Albers lukkede på det følgende angreb ballet med sin scoring til 3-1.
Vendsyssel FF - Viborg FF 1-3
0-1 Anders Albers (50.)
0-2 Jonas Kamper (85.)
1-2 Kristian Riis (92.)
1-3 Andreas Albers (94.)
Startopstilling
Sebastian John - Mikkel Knudsen, Søren Reese, Nikko Boxall, Alexander Fischer - Christian Sivebæk, Jeppe Grønning, Mikkel Jespersen, Pierre Larsen - Christian Moses, Andreas Albers
Indskiftninger
George Fochive for Mikkel Jespersen (22.)
Oliver Thychosen for Pierre Larsen (70.)
Jonas Kamper for Christian Sivebæk (78.)
Kort
Gult: Jeppe Grønning