Ny sejr til reserverne
Reserverne vandt femte kamp på stribe, da de besejrede Randers FC med 3-1 på Kirkebækvej mandag eftermiddag. Mikkel Vestergaard gjorde comeback og fik en halv time på banen.
Det var et velspillende reservehold, der mandag eftermiddag tog imod Randers FC i regnvejret på Kirkebækvej, og allerede efter et kvarters spil stod der 1-0. Markus Bay modtog en bold på kanten af feltet, og med et fantastisk spark sendte han den direkte op i målhjørnet bag en chanceløs Halldorsson i gæsternes mål.
Føringens glæde varede dog kun kortvarigt, for små ti minutter senere var der balance i regnskabet, da Mikkel Kallesøe fik lov at løbe til en nedfaldsbold efter et hjørnespark, og så sparkede han 1-1 fladt ind i netmaskerne. Det var en af gæsternes få afslutninger på mål i kampen.
Dermed stod der 1-1 ved pausen, men i anden halvleg foldede VFF-holdet sig for alvor ud og dominerede stort de sidste 45 minutter. Midt i anden halvleg blev det fortjent 2-1, da Nicklas Røjkjær sparkede et direkte frispark i kassen fra kanten af feltet, og senere lukkede Casper Gandrup opgøret til 3-1 efter en række fine kombinationer omkring feltet. Med sejren topper VFF suverænt Reserveligaen med maksimumpoint.
Udover den flotte sejr, så var der også glædeligt gensyn med Mikkel Vestergaard, der kom på banen og fik en halv time i benene.
Næste og sidste opgave i sæsonen er ude mod Hobro om en uge.
Viborg FF-Randers FC 3-1 (Reserveliga)
1-0 Markus Bay
1-1 Mikkel Kallesøe
2-1 Nicklas Røjkjær
3-1 Casper Gandrup
Startopstillingen (4-4-2)
Walter Viitala – Jacob Vetter, Jacob Dehn, Nikolaj Leth, Simon Trier – Jonas Kamper (Christoffer Maul, 62.), Frederik Mortensen, Markus Bay (Sebastian Mourier, 77.), Casper Gandrup (Simon Søndergård, 80.)– Nicklas Røjkjær, Jung Bin Park (Mikkel Vestergaard, 62.)