Højer: Mange dygtige spillere på vej
Cheftræner Steffen Højer er meget tilfreds med kontraktforlængelser hos flere af klubbens talenter, som får ros med på vejen.
Fremtiden ser lys ud i Viborg, mener cheftræner Steffen Højer. En række af klubbens unge talenter har forlænget med klubben og er alle inde omkring de danske ungdomslandshold.
-Vi har rigtig mange dygtige spillere på vej frem, og det ser man også ved, at vi er repræsenteret med mange spillere på ungdomslandsholdene og øvrige DBU-samlinger.
-Senest med Lucas Lund, som er en rigtig stærk målmand med stort potentiale, og det er så fortjent, at han både har fået forlænget sin aftale og nu også er udtaget til U19-landsholdet.
-Med forlængelserne signalerer vi også, at vi gerne vil de unge, og de, som er dygtige nok og samtidig vil VFF, bliver belønnet.
I indeværende sæson har Tobias Bech, Nikolaj Leth, Casper Gandrup og Lucas Lund alle forlænget med Viborg FF til 2021, mens Mads Frederiksen har kontrakt til udgangen af 2019.
U19-angriberen Oliver Haurits er ligeledes blevet tilbudt en ny aftale med indslusning i førsteholdstruppen, men han har valgt at søge nye udfordringer.