Simon Trier og VFF forlænger samarbejdet
Simon Trier og Viborg FF er blevet enige om at forlænge samarbejdet, så forsvarsspilleren nu er på kontrakt i klubben til sommeren 2019.
Endnu en kontraktforlængelse med en spiller fra eget talentmiljø er blevet underskrevet, da Simon Trier har sagt ja til at forlænge sin aftale i Viborg FF med yderligere et år.
-Jeg er rigtig glad for at være i VFF, og jeg føler mig helt sikker på, at det er det bedste sted at være for mig og min udvikling. Jeg har nogle trænere, der viser mig tillid, og jeg føler helt klart, at Steffen og Ralf er de mest kompetente mennesker i forhold til at bringe mig til næste niveau.
-Mit første år som senior er gået stærkt, og jeg er også lidt overrasket over, hvor mange kampe, jeg allerede har fået. Det giver bare en ekstra motivation til at arbejde endnu hårdere, siger den 19-årige forsvarsspiller.
Sportschef Jesper Larsen ser frem til at fortsætte med Simon Trier på holdet:
-Simon er inde i en rigtig god udvikling, og har allerede i denne sæson vist, at han kan være med. Han har stadig meget at lære, og det får han mulighed for at fokusere 100% på fra sommer, når han er færdig med skolen. Han kan dække flere positioner, og vi er rigtig glade for at have ham i truppen, og ser selvfølgelig frem til at fortsætte samarbejdet, siger sportschefen.
Simon Trier kom til klubben som førsteårs U17-spiller, da han startede som elev på Hald Ege Efterskole.